Gestaltterapi
Gestaltterapiens historiske og teoretiske baggrund
Gestaltterapiens grundlæggere er Fritz Perls (1893-1970) og Laura Perls (1905-1990). Den tyskfødte Fritz Perls uddannede sig til læge i 1920'ernes Tyskland, hvor han også blev introduceret for og senere giftede sig med Laura. I slutningen af 1920'erne og begyndelsen af 1930'erne mødte Perls en lang række af inspirationskilderne til det, der efterhånden skulle udvikle sig til gestaltterapien: psykoanalysen (Freud); eksistentialismen (Buber og Tillich); fænomenologien (Husserl); feltteorien (Lewin); det kreative 0-punkt (Friedländer); gestaltpsykologien (Wertheimer, Koffka og Köhler); reichiansk karakteranalyse (Reich). Senere - efter at være flyttet først til Johannesborg og dernæst til USA - kom inspirationskilder fra bl.a. holisme (Smuts); psykodrama (Moreno); og østerlandsk filosofi.
Gestaltterapiens "rødder"
Alle disse inspirationskilder har vi i eftertiden samlet til 5 traditioner, som udgør gestaltterapiens rødder:
  • Psykoanalysen
  • Eksistentialisme
  • Gestaltpsykologi
  • Reichiansk karakteranalyse
  • Østerlandsk filosofi
Gestaltterapien i Skandinavien
Perls' stærke og karismatiske personlighed har givet ham titlen af gestaltterapiens grundlægger, og det er da også især ham der gjorde gestaltterapien kendt i USA op gennem 1940'erne, 50'erne og 60'erne. Da gestaltterapien kom til Skandinavien i 1970'erne gik der nogle år med at erkende, at den oprindelige amerikanske gestaltterapi måtte tilpasses skandinavisk kultur, traditioner og livssyn. Den respektfulde gestaltterapi, der er vokset frem i Skandinavien, udvikler sig til stadighed ved bl.a. at integrere nye videnskabelige teorier (f.eks. inden for tilknytning) og at være åben for kulturelle ændringer i samfundet.
Gestaltterapi - teori og metode
Sammenfattende om den moderne gestaltterapi kan siges, at det er en psykoterapiform, hvis metateori bygger på et eksistentielt livssyn, den psykologiske teori bygger på gestaltpsykologien og metoden, vi arbejder efter, er den fænomenologiske metode.

Eksistentialismen: Den fundamentale antagelse er, at ethvert menneske personligt er ansvarlig for sin egen eksistens. Med afsæt i de eksistentielle livsvilkår er det gestaltterapiens formål at hjælpe klinten til at blive opmærksom på og integrere de uerkendte sider af sig selv. Integrationen hjælper klienten til at gå fra afhængighed til selvstøtte.

Gestaltpsykologien: Mennesket oplever både indre og ydre sanseindtryk i helheder - gestalter - der giver mening. Der, hvor et menneske ikke kan gestalte sine sanseindtryk, opstår en spændingstilstand og et behov for at "lukke gestalten". En række af "gamle", ufærdige gestalter hos den enkelte kan forstyrre evnen til at danne gestalter i nu'et, hvilket kan medføre psykiske problemer/neurotisk adfærd.

Fænomenologien: I den terapeutiske metode sker der et autentisk jeg-du møde. Dvs terapeuten og klienten mødes som ligeværdige, og terapeuten forholder sig fænomenologisk og ikke-tolkende til klienten, idet det antages, at det væsentlige findes i oplevelsen, som den er. Gestaltterapien beskæftiger sig med "hvad er" og arbejder med adfærd, som foregår "her og nu". Erindringer inddrages i terapien i det omfang, at de er ledsaget af "her og nu"-følelser. Der er som udgangspunkt ikke faste teknikker tilknyttet gestaltterapien, idet teknikken skal udvikles i nu'et ud fra klientens omstændigheder. Der er dog nogle metoder, som ofte benyttes i gestaltterapi, f.eks. psykodrama, "den tomme stol", overdrivelse af symptomer og adfærd, opmærksomhed på kropsfornemmelser og at lære at "blive i følelser", til de er forståede og integrerede.

Gestaltterapien stræber mod at frigøre bunden energi og at fremme spontaniteten og kreativiteten, for at den enkelte virkelig kan være til stede i livet med de muligheder, det giver.